Dette var den sidste aften vi havde på jagten. Min kammerat havde allerede skudt to hjorte på turen. Men jeg havde ikke haft heldet med mig i nu.

​

Min guide og jeg havde besluttet os for at tage et sted hen hvor min kammerat, og hans guide tidligere havde set en stor hjort ude på lang afstand, som de ikke havde muligheden for.

​

Vi tager der ud tidligt,  og går og pürscher på de store marker med masser af buskkvas og små skovstykker. Men uden held. Vi går over i skydetårn og sidder lidt.

Pludselig kommer der en pæn 12 ender hjort, samt en mindre rudel hinder ud på ca. 300 meters afstand. De går væk fra os, og vi har ikke muligheden for at pürsche efter den.

Vi sidder og venter en times tid, for at se om de skulle komme tilbage men uden held.

​

Det er ved at begynde og blive mørkt og havde indstillet mig på at jeg nok ikke skulle havde en hjort med hjem for 2 år i træk. Pludselig begynder en hjort at brøle i et lille skovstykke ca. 400 meter væk.

​

Vi beslutter os for at give det et forsøg selvom det næsten var blevet helt mørkt.

Vi skynder os afsted, og kommer frem til skovstykket men så holder hjorten op med at brøle. Vi står og spejder efter den men uden held. Pludselig begynder den igen at brøle.

Bare omme på den modsatte side at skoven.  så vi skynder os at pürsche  de ca. 400 meter om på modsatte side af skoven. Men igen lige som vi er ved at være der stopper den igen med at brøle og ingen hjort eller hinder at se.  men så begynder den igen bare omme på modsatte side igen. Hvor vi kom fra.

​

Vi skyndte os at pürsche tilbage igen. Da vi ca. er halvvejs stoppede den igen. Så vi stoppede op og lyttede. Det var nu ved at være meget mørkt og umuligt at se ind i skoven. Der var kun åbne marker man svag kan se i mørket. 

 

 Vi er ved at give op da den så begynder at brøle igen, omme fra den side vi kom fra.

Vi beslutter os for at give det en sidste forsøg og skynde os om mod den.

Denne gang så vi en masse dyr stå ude på en lille mark der gik lidt ind i skoven.

Vi fik øje på hjorten på ca. 160 meter væk men det var ikke muligt at se hvor stor den var. Den stod med opsats silhuetten oppe mod skoven som var hel sort i kikkerten. 

Jeg beslutter mig for skyde på dette tidspunkt, på den da det var den eneste chance jeg havde haft hele turen.

​

Jeg får sat skydestokken op, og finder den i riffelkikkerten.  Forsøger at få pulsen ned, og afgiver et skud som jeg føler sad godt. Men vi bliver begge total blindet af mundingsilden.

Da jeg kan se igen få sekunder efter,  er marken tom for dyr.

Min guide mener at den fald i skraldet og rejste sig op igen og løb ind i skoven oppe bagved.

​

Vi gå ned til skudstedet på marken 5 min efter og lyser med lommelygter efter svejs da det nu er total mørkt. Vi finder stadig intet. Min guide ringer efter en schweisshund.

Mens vi går venter og leder efter schweiss flyver tankerne afsted.

“Ramte jeg den - er den anskudt” men jeg følte at det var et godt skud.

Schweisshunden og føren ankommer.

Vi hilser på ham og han slipper hunden mens vi står og snakker om hvad der var sket.

Hunden begynder at gø ca. 100 meter fra hvor vi stod.

​

Vi skyndte os hen til den,  og der lå han!

Nede i en lille lavning på marken bare i modsatte retning ind hvad vi havde gået og ledt i.

Den lå med en perfekt lidt skrå bladkugle som den er gået ca. 50 meter med.

Får et kæmpe chok og udbryder i jubel over hvor stor han er. Som sagt viste jeg ikke hvor stor han var da det var umuligt at se opsatsen.

Min guide og hundeføren udbryder også i juble over hvor stor han er.

Ulige 20ender på 9 kilo.