Lidt held skal der til.

​

Jeg skulle ud på stalk med Malcolm, en pensioneret pilot. Vi parkerer ved en farm og inden vi er nået ud af farmen støder vi på den første muntjac - men da det er en då går vi videre.

Sceneriet bliver herefter lidt mærkeligt, for vi går igennem en vognpark med alle mulige gamle køretøjer, der står parkeret som var de klar til at være rekvisitter i en dommedagsfilm.

Gamle landbrugsmaskiner, skolebusser og meget andet står og forfalder i højt græs, sådan har jeg ikke startet en jagt før!

​

Vi når ud i det mere traditionelle engelske landskab, marker, læhegn, diverse beplantninger og småskove. Vi ser masser af veksler i det høje græs og det er tydeligt at det er muntjac og ikke rådyr, da de i det høje græs har skabt tunneller i muntjachøjde.

​

Vi når ud til et åbent stykke og ser en muntjac løbe over markvejen. Vi stopper og kigger lidt for at se om der er flere der skal samme vej. Vi går i retning af muntjacen og ind i et lille skovstykke. Malcolm har en klar idé om hvor vi skal hen, men det skader jo ikke lige at afsøge området på vej derhen.

Vi når til udkanten af skoven og der står så en rå på marken og blokerer vores frie passage.

Vi venter i et godt stykke tid før hun flytter sig, og vi venter spændt at se om hun afslører os hvilken retning hun løber gøende derfra. Hun bliver hvor hun er, så vi forsøger at gå når hun kigger væk, men hun ser os og løber, heldigvis uden at smælde. 

​

Landmanden har gravet et stort dræn siden stalkeren var der sidst, og jeg tænker den går vi da bare igennem, men Malcolm har ikke helt adrætheden og finder en lang vej uden om renden over til noget elefantgræs, som de i øvrigt dyrker til bio produkter lige som vi dyrker energipil. Elefantgræs bliver over tre meter højt, og når det er tørt larmer hvert skridt som om at man træder i en bunke tørre kæmpeblade, og knækker et par bambuspinde samtidigt.

​

Lidt svært at stalke lydløst i, men vi giver os langsomt afsted og pludselig står en muntjac foran os, 70 meter ude. Jeg ser ham først og stopper Malcolm, han tager kikkerten op og siger at jeg skal gøre klar. Vi står på et åbent stykke og muntjacen kigger vores vej, men i skyggen af Malcolm sætter jeg skydestokken op, og tager riflen frem. Jeg kan kun se den bagerste halvdel af muntjacen, da resten er inde i elefantgræsset. Jeg finder ikke et frit skud og muntjacen løber væk.

​

Malcolm er ærgerlig, det var en fin buk sagde han. ”vi prøver lige med buttolo kaldet, det virker sjældent, men vi prøver”, Han tager kaldet frem og giver det et par tryk, og lidt efter lyder det som om at der kommer en vandbøffel i græsset på den anden side af et lille vandløb. ”Gør klar” siger han, og ud af det tørre græs vælter den mindste muntjac buk jeg har set. Den løber frem og tilbage 10 meter fra os, kigger på os og gør højlydt samtidig.

​

En muntjac der tror han er større end han er - en sjov oplevelse  der lever op til muntjacens kælenavn ”the barking deer”og efter et minuts gøen får han lov til at stikke af igen.

Vi gør klar til at gå videre, men så kom effekten af den lille muntajcs gøen!

​

Den store muntjac er hoppet frem for at se hvad der sker og står næsten samme sted som han løb væk fra før, og denne gang stående med den øverste del fri, mens resten er gemt bag en jordvold. Han får et dræbende skud efter hurtig måludpegning af Malcolm.

​

Vi går hen og ser på muntjacen og Malcolm er bliver helt vild. Jeg synes da det er en pæn buk, men Malcolm ved det er en stor buk, så mens jeg synes han er pæn, så ved Malcolm at den er en af de største de har set hele året, så det er først senere, at jeg som uerfaren i muntjac bedømmelse, finder ud af at det er mit første medaljedyr som er nedlagt. 

​

Vi nåede ikke frem til det sted vi troede vi skulle hen til i første omgang. Vi blev forsinket flere gange, måtte gå omveje og netop derfor endte vi på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Dejligt med lidt held engang imellem.

 

Muntjac nedlagt i Shipdham, Norfolk.
Hos Jim Riley www.dgvm.co.uk